Vi har indgået partnerskab med Sunds El
I år kan Sunds El A/S fejre 75-års jubilæum, og hvis det ellers skal markeres i den her besværlige tid som følge af Corona, står vi helt sikkert på gæstelisten. Vi er nemlig blevet en del af ejerkredsen i den veldrevne virksomhed tæt på Herning.
Der er generelt rigeligt at se til for elinstallationsbranchen med stadigt stigende efterspørgsel på dygtige elektrikere. Det skyldes, at vores samfund, der i forvejen er afhængig af elektricitet, har stillet skarpt på den grønne omstilling.
Herunder har den enkelte installatørvirksomhed ofte nok at gøre med at balancere daglig drift med efteruddannelse, forretningsudvikling og HR. Det har altid haft høj prioritet hos Sunds El, men i partnerskabet med os bliver det endnu bedre.
Sådan lyder det positivt fra de tre ejere af Sunds El, Brian Bank Christensen, Christian Christensen og Mikael Ejgaard Knudsen.
Perfekt match!
Som Sunds El er BE Installationer privatejet med rødder langt tilbage i tiden. Derudover har vi en del fællestræk. Fx en flad organisationsstruktur med frihed under ansvar for den enkelte elektriker og ikke mindst en kultur, hvor arbejdsglæde og godt håndværk er altafgørende. Den eneste forskel er størrelsen og kompetencerne.
Mikael, Brian og Christian siger samstemmende i den forbindelse:
- Vi føler, at vi har fundet et perfekt match til gavn for både os selv, vores trofaste medarbejdere og ikke mindst vores gode kunder. Vi kommer til at gå til opgaverne med større fleksibilitet end nogensinde før. Derudover bliver vi med BE Installationers autorisationer og certificeringer i stand til at tilbyde en del flere services på konkurrencedygtigt niveau. Bl.a. indenfor bygningsautomatik, brand og sikring samt indenfor VVS og køl.
Vores direktør, Brian Bryrup, bifalder:
- Man kan udrette mere sammen end hver for sig, så vi tog åbent imod, da Sunds El bejlede til os. Dog var vi samtidig meget bevidste om, at kemi og gensidig respekt skulle være til stede. Det var der lykkeligvis, og med anparten i Sunds El har vores nye strategi om geografisk spredning fået en god start. Vi ser virkelig frem til at lære elektrikerne i Sunds at kende og medvirke til vækst.